mandag, maj 08, 2006

Tagstenene er ankommet

Så er her lidt nyt igen. Siden sidst har murerne været aktive og malerne er kommet i gang. Der mangler nu kun ¼ gavl så kan murerne (næsten) tage hjem. Vi kan endnu ikke fremvise et imponerende malerarbejde og spændende farver. Det tager tid at spartle og slibe og spartle og slibe og… men det går absolut den rigtige vej. Elektrikerne er i gang igen med den endelige montering. Der er i dag sat en del kontakter op og teknikskabet er gjort klar til montering af IHC moduler – sikke en masse ledninger.

Kl. 6 i morges ankom en kæmpe lastbil (med en endnu større kran) med vores tagsten. De er nu blevet lagt på plads i små bunker på taget og er klar til lægning. Det må dog vente til tømrerne har monteret tagrender…

Der er nye billeder i fotoalbummet. :)

mandag, april 24, 2006

Køkken, bryggers, bad, døre og gulve

Hold på hat og briller – nu bliver det vildt. Der er virkelig gang i det sidste stræk før huset bliver færdigt til at byde os velkomne.

I sidste uge blev vores køkken endelig sat op – og vi er SÅ glade for resultatet. Det ser fantastisk godt ud og er lige som vi havde håbet på. Det var noget af en opgave at få granitpladerne ind – specielt den største plade som vejer tæt på 200 kg var noget af en opgave – så der måtte tre murere og to tømrere til at bære den ind.

Tømrerne arbejder på, at gøre huset klar til malerne. De er i gang med at lægge trægulvene. Plankegulvet i stuen er færdigt og allerede dækket af beskyttelses-pap. I denne uge skal der så lægges gulv på førstesalen; Soveværelset og det store værelse er allerede færdig og der mangler således kun gangen og værelset i frontspidsen.

De indvendige døre bliver også monteret i disse dage sammen med dørkarme og fodpaneler. Det hele er med til at give os et bedre indtryk af, hvordan huset vil tage sig ud i færdig form, men vi glæder os meget, til det skal males.

Malerne er blevet udsat en uge, men på mandag skulle de gerne starte op. Efter hvad vi har hørt så er det et særdeles effektivt sjak af malere, så det hele skulle kunne klares på omkring 2 uger.

I sin tid overvejede vi at stå for malerarbejdet selv, men nu hvor vi ser HVOR meget der egentlig gemmer sig i den opgave, har vi bestemt ikke fortrudt, at vi har ladet Frydkjær stå for det. Alene at få spartlet lofterne ville have kunnet holde os beskæftiget rigtigt mange timer…

Badeværelserne, som vi har købt hos en ekstern leverandør blev leveret i onsdags og er nu sat op. Men hvordan resultatet bliver, har vi svært ved at udtale sig om. Valnød-fronterne som skal laves hos en snedker er ikke færdige endnu, så på badeværelset ovenpå sidder der blot de åbne skabe og venter på låger og skuffer. Terasso-pladerne til førstesalen ligger sikkert emballeret på stuegulvet – man slæber ikke lige 100 kg plade op af en stige – så det må vente til trappen er monteret. Skabene i badeværelset nedenunder er sat op – men ak – granitten var lige 20 cm for kort. Selvom tømreren og jeg blev enige om, at der bare skulle monteres en granit-strækker, valgte leverandøren at tage pladen med igen, og vender tilbage med én i de rigtige mål om nogle dage.

Vi har monteret det vigtigste i vores midlertidige bolig: En nedtællingsseddel, som vi trofast klipper en bid af hver eneste dag. Vi er stillet i udsigt, at kunne flytte ind den 16. maj – så i skrivende stund er der 22 dage tilbage i de 30 m2 som efterhånden begynder at ”stramme noget over skuldrene på vores lille familie”

Der er nye billeder i albummet. :)

torsdag, april 13, 2006

Påskestatus

Endnu en gang har vi kunnet byde murerne velkomne på gården. Nu skal der nemlig mures ydervægge. Vi har været meget spændt på at se farven på stenene – én ting er at sidde i en udstilling og vælge dem – noget helt andet er at se dem i de rette omgivelser. Der er blevet muret ca 1 meter op – og indtil nu ser det rigtig godt ud.

Desværre har det ligget meget stille på tømrer-siden. Vores køkken ankom endelig mandag – men ak – det står stadig i papkasser i køkkenet – så vi må holde spændingen ud til efter påske.

Imens vi venter på at helligdagene går og arbejdet går i gang igen, kan vi muntre os med lidt oprydning. Vi fik en god rabat fra Frydkjær for at stå for oprydningen på byggepladsen selv. Desværre er det lidt mere omfangsrigt end vi havde regnet med. De fleste af håndværkerne er rigtigt gode til at sortere deres affald – men alligevel hober der sig bjerge af gips, rockwool og søm op – i én skøn blanding. Det var godt vi købte en trailer da vi flyttede herud – og den bliver brugt!

søndag, april 09, 2006

Endelig en opdatering

Der har bestemt ikke været stille på byggepladsen de sidste uger… tværtimod. Vi har derimod været fraværende en del dage.

Tømrerne knokler videre med skillevægge på 1.sal og er snart færdige. Flisemurerne er blevet færdige med klinker og fliser. De har lavet et rigtigt flot arbejde. Vi er meget begejstret for resultatet. Vi har fået væggen i gæstebadeværelset bygget i glasbyggesten og det ser rigtig godt ud. Vi valgte en røgfarvet glassten og det har vi bestemt ikke fortrudt. Det giver et meget flot lys i rummet.

I morgen starter murerne på ydermure og tømrerne går i gang med køkken og gulve inden længe.

Der er nye billeder i albummet, under april :)

fredag, marts 24, 2006

Kogeniche og skillevægge

Så er der komme ”skeletter” til væggene på 1. sal. Nu kan vi pludselig gå rundt i værelserne ovenpå, herligt! Flisemurerne er blevet færdige med kogenichen i køkkenet og det ser RIGTIG godt ud. Vi er meget glade for resultatet.

En anden stor nyhed er VARME! Vores VVS’er brugte en del af sin aften i går på at levere varme. Stokeren kører nu på fuld tryk, dog kun i gæsteværelse og stue, da der ikke må være varme i gulvet inden klinkerne lægges. Gulvvarmen og stokeren ser ud til at fungere perfekt. Så nu kan vi langt om længe slukke varmeblæserne som efterhånden har kørt meget længe.

Der er nye billeder i fotoalbummet. :)

onsdag, marts 22, 2006

Niche-produktion?

Tømrerne har nu afsluttet arbejdet med at sætte gipslofterne op – så nu er banen kridtet op til murerne indendørs. Der skal mures køkkenniche, lægges klinker i køkken, bryggers, badeværelse og entre, støbes gulv i badeværelset ovenpå og laves gulv i brusenicherne.

Desværre er tegningerne fra HTH ikke helt som de skal være. For eksempel er der lavet hul til ovnen på 51 cm i højden – men ovnen er 59 cm. Så det er da godt, at vores murere var kvikke og fik rettet fejlene på tegningerne inden arbejdet gik i gang.

Der er stadig masser af ting at tage stilling til: Hvor højt skal klinkerne gå op i brusenichen, skal gulvklinkerne ligge i halv- eller helforbandt og skal der sættes klinker op i kogenichen?

torsdag, marts 16, 2006

Isolering

Tømrerne er i fuld gang med isoleringen. Varmeblæserne har nu kørt i en evighed og nu er huset ved at være varmt. Gulvbelægningen og gulvvarmen på 1. sal er ved at være færdig – det er rart endelig at kunne gå rundt deroppe, uden at skulle hoppe mellem spærene. Fyret er nu monteret – og alle rør, skorsten osv. er på plads. Dejligt!

I næste uge starter flisemurerne på kogeniche og gulvklinker. Det er underligt at være nået så langt.

Der er nye billeder i fotoalbummet. :)

onsdag, marts 08, 2006

Frontspidser og mere kabel...

Elektrikerne kører virkelig på i disse dage. Der bliver trukket kabler i kilometervis rundt, igennem, op og ned. Tømrerne har i dag bygget ”skeletter” til frontspidserne og i morgen kommer smeden og trækker gulvvarme på 1. sal. Sikken aktivitet. Men nu må den ¤%##¤&!#% kulde gerne snart høre op!!

Der er nye billeder i albummet. :)

Bistade

Tømrere, murere, elektrikere, vvs’er – der er en hektisk aktivitet på byggepladsen nu. Dette har en betydelig effekt på humøret hos bygherrerne – vi smiler så vi ligner flækkede træsko!

 

Vandskuringen er færdig indvendig og den sidste uge har der været to varmeblæsere på i huset for at tørre det. Desværre er vores overetage ikke lukket endnu – så man kan spørge sig selv: ”Hvor meget el skal der bruges for at varme gårdspladsen op?

tirsdag, februar 28, 2006

Gavlene er oppe og elektrikerne er i gang!

Så er der sket lidt på byggepladsen igen. Murerne er blevet færdige med gavlene og starter på vandskuringen, i underetagen, i morgen. Elektrikerne stillede med 3 mand i morges og er allerede nået langt. Der er blevet boret, monteret og trukket kabel til den store guldmedalje. Tømrerne starter inden længe på isolering osv. på 1. sal.

Så huset er godt på vej til at blive helt lukket. Vores stoker-fyr ankommer fredag og bliver monteret i starten af næste uge. Det bliver rart at kunne få noget varme på!

Der er nye billeder i fotoalbummet under ’Februar’.

søndag, februar 19, 2006

På gården sku' vær' gilde

Jo søreme så – vi nåede endelig til rejsegildet. At et sådant kræver en krans – det var vi lidt sene til at tænke over, så tømrerne var gået på weekend. Men en 8 meter stige og en klatretur på lægterne senere – og VUPTI – så er der fest.

Vi har haft en dejlig eftermiddag med besøg fra nær og fjern – og alle var enige om, at udflytningen fra skurvognen snart rykker tættere på.

Rejsegilde er en herlig ting som bygherre - 1000 tak til vores gæster – hele 60 af slagsen - for besøget og de mange gaver. Vi glæder os til at byde velkommen i lidt mere opvarmede omgivelser – for selv om himlen holdt tør – så er det hulans koldt i 2 graders varme!

Mandag skulle der komme elektriker og vvs-installatør – og så venter vi spændt på, hvornår preseninger på frontspidser og gavle skal skiftes ud med mursten?

Nye billeder i albummet

søndag, februar 12, 2006

Vinduer og Genvex!

Nu er der, til vores store glæde, monteret vinduer og de fleste af yderdørene. Det ser rigtig godt ud, synes vi selv. Genvex’en er også installeret og de fleste af rørene er trukket. Det er en stor labyrint af spirorør, men det ser rigtigt ud. Nu varer det ikke længe før der bliver lavet etagedæk og der kommer gulv på 1. sal. Det bliver sjovt at kunne gå rundt deroppe. Vi glæder os til at kunne se udsigten deroppe fra.

Der er taget en masse billeder, så kig i fotoalbummet! :)

tirsdag, februar 07, 2006

Fart på!

Nu går det stærkt! I dag er der lagt undertag på den manglende side af huset. Frontspids nr. 2 er næsten færdig OG sidst, men absolut ikke mindst, er der sat Genvex op! Næsten samtlige rør og samlinger plus selve Genvex’en er monteret. Tømrerne mener at kunne lukke huset i denne uge.

Det var desværre for mørkt til billeder i dag, men jeg håber at kunne tage nogle i morgen.

søndag, februar 05, 2006

Tag

Nu sker her noget på pladsen igen. Den ene frontspids er nu ved at tage form og undertaget er lagt, på den ene side af huset. Nu venter vi så bare på at der kommer mere end én tømrer om morgenen. Så kan den anden frontspids komme på plads og huset kan lukkes med døre og vinduer… Det glæder vi os til!

Der er (langt om længe) nye billeder i fotoalbummet, under februar.

lørdag, januar 28, 2006

Spær!

Netop hjemkommet fra 2 uger i det varme Thailand ventede der en varm nyhed – ENDELIG sker der noget på byggepladsen. Der er nu rejst spær – og mandag fortsætter arbejdet med gavlmuring og lægter samt undertag.

mandag, december 19, 2005

Glædelig jul...

Som du kan læse i tidligere indlæg, så venter vi på vores vinduer. Derfor har julefreden sænket sig over byggeriet, mens sneen daler. Vi vil derfor ønske alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår. Vi ses friske og veludhvilede i det nye år.

tirsdag, december 13, 2005

På et sidespor

Ja – ikke alene bor vi afsides, nu er vi også sat på ”hold”. Vores vinduer kan først leveres i uge tre, og julefreden vil derfor sænke sig over byggeriet frem til uge 2. Tømrerne går først i gang med at rejse spær på dette tidspunkt, da det ikke kan betale sig for dem at starte op, før de kan gøre lukningen af huset færdig. Vi havde håbet på, at kunne holde rejsegilde før jul – men alt godt kommer til dem der venter…

torsdag, december 08, 2005

Her er så stille nu...

- tja. Her sker ikke meget. Murerne afsluttede deres arbejde med indervægge og skillevægge i fredags – og lige siden har byggepladsen summet af….. INGENTING. Frydkjær havde på forhånd forberedt os på, at der ville kunne forekomme perioder uden aktivitet, hvilket vi bare sagde ”ja,ja” til dengang. Men nu! Puha det er hårdt at kigge på et byggeri, der er kommet så godt fra start og så fuldstændig står stille. Men der er ikke noget der er så skidt… Fravær af frost har endnu en gang gjort jorden herude noget mere levende – så det er jo udmærket, at vi ikke bliver hjemsøgt af lastbiler.

torsdag, december 01, 2005

Sat til vægs

I dag har murerne afsluttet arbejdet med bagvægge og skillevægge. Mærkelig fornemmelse pludselig at kunne spadsere rundt i de forskellige rum. Umiddelbart er vi godt tilfredse med indretningen – så vi venter spændt på fortsættelsen.

torsdag, november 24, 2005

Et hus skyder op af jorden...

Murerne har nu været i gang i 6 dage. De er meget effektive. Bagvæggene er nu rejst og indervæggene er næsten færdige. Det ser godt ud. Det så meget voldsomt ud da murstenene blev leveret, men det svinder kraftigt ind i pallerne. Et fuldmuret hus sluger en hel del sten! :)

Vejret har været godt, men de næste mange dage ser jo desværre ikke så gode ud… Men vi må se…

Der ligger nye billeder i november mappen.

torsdag, november 17, 2005

Vi har sagt det før...

…men NU er vi i gang!!

Murerne gik i gang tidligt i morges. De er særdeles høj-effektive. Nu begynder selve huset at tage form. Der er 2 murere i gang plus en arbejdsmand som kaldes ”Røde”. De påregner ca. 10 dages arbejde for opmuring af bagvæggene. Vejret ser jo godt ud, de næste dage – så den avancerede stabling af mursten kommer nok til at tage fart…

Der er nye billeder i november-mappen i fotoalbummet. :-D

tirsdag, november 15, 2005

Sikke en masse mursten!

Vi har nu fået mursten leveret. De fylder godt i landskabet. Der står nu 29(!) paller på fundamentet med i alt 12.229 mursten (jeg går ud fra at fragtsedlen passer, jeg har ikke talt dem). Murerne regner med at gå i gang med bagvæggene i denne uge, så til weekenden kan vi måske gå rundt i værelserne...? (Til de nysgerrige er det sten fra Randers Tegl, model RT435).

Vi var hos CC i Vejle i går aftes og foretage de sidste valg af klinker. Endnu engang en kæmpe ros til CC's konsulenter, det er en (dyr) fornøjelse at handle dér. :)

Nu truer nattefrosten så småt, så nu er der indkøbt frostsikring til de udendørs vandledninger (til pavillonen). Det bliver monteret hurtigst muligt.

lørdag, november 12, 2005

Med den hastighed...

…kan vi da flytte ind til jul? Vi har nu et fundament og er klar til murerne, som skulle starte opmuringen af bagvæggene tirsdag.

Der blev lagt slanger til gulvvarmen torsdag og fredag var der støbt klaplag… så jeg nåede slet ikke at se det i dagslys. Vi har fået en del vand herude, men vejen ser ud til at holde fint endnu. Kørepladerne klarer området omkring staldene fint. Er det for meget at håbe på en meget kort, meget tør og meget varm vinter?

Der er lagt et par billeder i fotoalbummet i november mappen. Der er også lagt et luftfoto af gården i fotoalbummet. Se det her!

onsdag, november 09, 2005

Alle Rør!

Store rørlæggerdag i dag. Så nu er der trukket varme, vand, el-rør, afløb og kloak. Desuden er fundamentet isoleret og der er lagt Rio-net ud ovenpå isoleringen – så nu mangler gulvvarmen at blive lagt, så skulle alt være klar til støbning. Nye billeder af fremskridtene i fotoalbummet!

Jørn og Ulla har leveret en firkløver til fundamentet – den bliver anbragt ved hoveddøren og så håber vi den vil bringe lykke i huset.

I dag var også dagen for den første uforudsete ”hændelse” – så der er lidt mere vand på grunden end forventet…. Men det blev straks udbedret af håndværkerne – DEJLIGT.

tirsdag, november 08, 2005

Så har vi fået afløb for vores... næh, bare afløb

Så er der sat afløb. Nu begynder det at tage form, og vi kan snart ”gå rundt” i stueetagen. :)

Der er ligeledes lagt alle de tomrør som skal ned mellem stald og hus til centralstøvsuger, diverse el, belysning på gårdsplads osv. Isoleringen er nu vel ankommet og står/ligger på gårdspladsen. Nu varer det ikke længe inden der støbes. Det går søreme stærkt nu…

Der er lagt et par aften-billeder i november-mappen i fotoalbummet.

Mudder, stabilgrus - og en vildfaren lastbil

Arbejdet med fundamentet skrider stille fremad – i dag lægges der kloak i fundamentet. Leverancerne af sand, betonblokke, rør – og hvad der ellers er dukket op slider noget på den nyanlagte vej. Så Faber måtte i krig igen i fredags – og fjernede endnu en gang ”bjerge” af mudder og lagde mere stabilgrus.

Her til morgen ser det ud til, at vejen holder. Måske skyldes det, at vognmanden som skulle levere isolering slet ikke kunne finde vejen herned og derfor har lagt al isoleringen til soklen ud for efterskolen – 800 meter herfra!! Men som den positive ”byg-frue” siger: ”Så slider det da ikke på vejen så længe!

onsdag, november 02, 2005

Første spadestik...!!

Så er vi i gang!

Hele den sidste uge er der blevet leveret materialer i en lind strøm. Så vi har bare gået og ventet. Kl. 6 i morges ankom rendegraveren så. Omtrent kl. 6.30 blev det første spadestik taget (tja, første og første… det første i ”opførelsen” i hvert fald).

Hele dagen har Jeppe rendegraver knoklet med at bytte jord ud med sand. I den ene ende af ”huset” var der lidt blødt ler, så der blev gravet ned til 2,5m… Dette store hul er nu (næsten) fyldt med sand som er blevet stampet. I morgen kommer det sidste sand på og komprimeringen bliver målt.

Vi har været lidt spændte på hvordan alle de store lastbiler ville klare markvejen. Men Faber var her hele dagen i går og grave den ud og køre stabilgrus på… så nu jubler vognmændene. :) Nu bliver det blot spændende hvordan vejret arter sig det næste stykke tid. :-/

Der er lagt et par billeder i albummet. Beklager kvaliteten, men det var mørkt. Der kommer flere snarest…

torsdag, oktober 20, 2005

Stilhed før storm

Nu kan vi næsten ikke vente længere!

Vandhaner, klinker, mursten, tegl og køkkenlåger er valgt.

Stokerfyret er bestilt, byggemøde med Jesper er afholdt, have-designeren venter bare på at se huset på grunden og rendegraveren tager et velfortjent hvil.

Træerne er fældet, ukrudtsskoven er væk, grunden er ryddet, vejen er gjort klar.

Så hvad venter vi på – bare det snart var mandag den 24…..

mandag, oktober 03, 2005

Valg-dag!

I dag var tiden kommet til at vælge inventar til køkken og bad. Heldigvis har køkkenbyggeriet for 3 år siden lært os, hvor meget man skal overveje – så vi var velforberedte og det gik i flyvende fart gennem alle beslutningerne. Alligevel tilbragte vi 3½ time hos HTH – men vi er sikre på, at slutresultatet bliver rigtig godt. Køkkenet bliver med gas-kogeplader i en muret køkkenniche og en vaskeø ud mod spisebordet. Lågerne er hvide med en bred ramme og fyldning i midten og går igen i badeværelserne og til bordpladerne valgte vi en sort granit. Gæstebadeværelset får en lys terrasso-bordplade med helstøbt vask og til badeværelset ovenpå har vi valgt en tyk valnøddetræplade og en underlimet porcelænsvask. Nu mangler vi så bare lige at få 3D tegningerne – så skal vi nok vise det frem her på siden.

mandag, september 26, 2005

Nye billeder i albummet

Så har vi skridtet huset af – nu hvor pladsen er ryddet. Det er tegnet på billederne i fotoalbummet i sådan-cirka-lige-deromkring-mål. Der er også et par ”stemningsbilleder” fra farmen… Tag et kig :)

lørdag, september 24, 2005

Nyhedsmail...

Flere har efterspurgt e-mails når siden opdateres. Der er nu kreeret i lille link i menuen til højre, som hedder ”Tilmeld Nyhedsmail”. Alt hvad du skal gøre er, at sende den e-mail som dukker op. Så vil du herefter modtage en e-mail hver gang siden bliver opdateret…

Jeg LOVER på tro og love at jeg ikke videregiver din adresse til nogen og at du til enhver tid kan afmeldes denne liste igen J

Tegninger

Mange har efterspurgt tegninger på huset. Disse ligger nu i fotoalbummet, så tag et kig… :)

Der ligger både plantegninger, facadetegninger og en oversigtstegning.

mandag, september 19, 2005

Hvorfor flytter vi ikke huset et par meter?

Ja, det er jo nemt nok så længe huset ikke er bygget endnu.
Grunden til denne, lidt drastiske, beslutning er at vi synes huset lå for langt tilbage på grunden. Og hvorfor he...... fandt vi ikke ud af det noget tidligere?? (vil den opmærksomme læser sikkert tænke). Det troede vi også vi havde, men ak... det var åbenbart ikke så nemt som vi troede da der stod bevoksning i 2 meters højde overalt på grunden. Nu hvor det hele er ryddet ser det meget anderledes ud. Vi havde oprindeligt 8 meter fra længer til facaden på stuehuset, men nu rykker vi stuehuset lidt tættere på længerne. Vi regner med at afstanden kortes ned til omkring 6 meter. Men det ved vi endeligt i aften når det bliver mærket af. (Tok-Tok De er skøre de romere...)

Produktiv weekend!

Herlig weekend. Ude hele weekenden og rode med værktøj, sten, jord osv. Faber kom søndag og kørte på til kl. sent om aftenen. Resultatet blev at der blev flyttet en hel del jord og "ragelse". Vi havde en masse jern liggende rundt omkring på grunden i form af biler, plove, harver, bliktage, brændeovne osv... Alt dette er nu samlet i 2 pæne bunker og venter nu blot på at det gamle halmfyr bliver skåret op. Så kan skrotmanden komme og hente det hele.

Grunden hvor huset skal være er nu endelig ryddet. Det ser rigtig godt ud. Billeder kommer i fotoalbummet i morgen.

torsdag, september 15, 2005

Beslutninger...

Nu begynder de forskellige leverandører så småt at tikke ind.
Vi har nu booket et møde med HTH om valg af køkken d. 3/10. VVS har ligeledes sendt materiale til os. Stoker-fyret er også tæt på at være på plads. Alle de beslutninger... :)

tirsdag, september 13, 2005

Klinkevals(?)

Så er der (næsten) valgt klinker! Vi var en tur hos CC i Vejle i går aftes. Sikke dog et herligt sted, med et kæmpe udvalg og ekspedienter som virkelig var kompetente. Det var en god oplevelse. Vi er faldet for en klinke til køkken, hall, gæstebad og bryggers. Den måler 30x60cm og minder meget om skifer. Den er SORT, men der er meget spil i strukturen på den... med andre ord... DEN SKAL SES!

Vi har fået nogle prøver med hjem, så nu skal vi bare gå og kigge lidt på den, det næste stykke tid. Jeg skal nok se om jeg kan tage et vellignende billede af den til fotoalbummet. Mere om det senere.

mandag, september 12, 2005

Stille weekend...

Der var ikke meget aktivitet på byggepladsen i denne weekend. Casper var fotograf på en kortfilm hele lørdagen i Silkeborg og Linda havde en 14 timers vagt.

Det blev dog til lidt træfældning rundt om staldene. Denne uge skulle gerne byde på nedsivning til Trixtank og rydning af have. Stay tuned...

lørdag, september 03, 2005

Træflis, træfældning - og træ(tte) nybyggere

Så skete der lidt igen. I morges ankom 6 kubikmeter træflis, i håb om at det vil mindske den mængde sand, jord og mudder som hundene slæber ind i pavillonen. Nu er her i hvert fald gjort rent (læs – skovlet sand ud) og så håber vi, at slippe for sand på gulvet fremover.

Faber har været forbi, og har på sin helt egen måde fældet nogle flere træer. På med rendegraveren – fuld fart frem – ”crash boom bang” – og så er dét træ fældet. Voldsomt og lige på – men det virker!! Det eneste træ vi havde fredet, var en 10 meter høj guldregn – men ak – den står lige foran det sted, hvor vi gerne skulle have udsigt fra soveværelset, så dets dage er talte…

fredag, september 02, 2005

Der er så dejligt på landet...

Marken som støder op til vores, har længe haft en markmødding liggende. Den skulle (åbenbart) spredes ud i går (i 25 graders varme). Det var en af de få gange hvor man rent faktisk er glad for at man er forkølet... :)

I weekenden kommer Mr. Faber med sin rendegraver. Så skal der ryddes mere grund og samles bål. Det bliver vist en hård weekend, men det kan vi jo (åbenbart) lide...

onsdag, august 31, 2005

Så kom den!!

I dag kom byggetilladelsen endelig!! Så nu kan vi komme i gang. Om ca. en uge skulle vi gerne modtage en ”færdig-dato” fra Frydkjær. Vi glæder os!!

søndag, august 28, 2005

Bålfest

Et kæmpe bål har brændt i 8 timer i dag. Nu er vi ca. halvt færdige med at rydde 30% af grunden. Ok, ikke særlig optimistisk… men der er godt nok langt igen. Nu glæder vi os til at Faber igen kommer forbi med rendegraveren og laver det hårde arbejde…

Se billeder i fotoalbummet...

fredag, august 26, 2005

Moderne skurvogn

Så er skurvognen klar til det 21. årh. Vi har netop fået en 4Mbit linie lagt ind plus TV og sat. DEJLIGT!

Opstart!

Velkommen til vores byggedagbog. Vi er nu flyttet endeligt ud på gården. Vi bor nu i en beboelsesvogn fra AGJ. Det var noget af en udfordring at få den leveret. Det tog 2 lastbiler på hver 30 tons, 3 timer at få den op af markvejen og placeret på grunden. Men nu står den og vi er efterhånden ved at falde til i den. Der er ikke meget plads til at rokke med ørene på 32m2 når man er 2 voksne, 2 hunde og en kat, men det skal nok gå. Vi er optimistiske... :)

Her er slottet...