mandag, april 24, 2006

Køkken, bryggers, bad, døre og gulve

Hold på hat og briller – nu bliver det vildt. Der er virkelig gang i det sidste stræk før huset bliver færdigt til at byde os velkomne.

I sidste uge blev vores køkken endelig sat op – og vi er SÅ glade for resultatet. Det ser fantastisk godt ud og er lige som vi havde håbet på. Det var noget af en opgave at få granitpladerne ind – specielt den største plade som vejer tæt på 200 kg var noget af en opgave – så der måtte tre murere og to tømrere til at bære den ind.

Tømrerne arbejder på, at gøre huset klar til malerne. De er i gang med at lægge trægulvene. Plankegulvet i stuen er færdigt og allerede dækket af beskyttelses-pap. I denne uge skal der så lægges gulv på førstesalen; Soveværelset og det store værelse er allerede færdig og der mangler således kun gangen og værelset i frontspidsen.

De indvendige døre bliver også monteret i disse dage sammen med dørkarme og fodpaneler. Det hele er med til at give os et bedre indtryk af, hvordan huset vil tage sig ud i færdig form, men vi glæder os meget, til det skal males.

Malerne er blevet udsat en uge, men på mandag skulle de gerne starte op. Efter hvad vi har hørt så er det et særdeles effektivt sjak af malere, så det hele skulle kunne klares på omkring 2 uger.

I sin tid overvejede vi at stå for malerarbejdet selv, men nu hvor vi ser HVOR meget der egentlig gemmer sig i den opgave, har vi bestemt ikke fortrudt, at vi har ladet Frydkjær stå for det. Alene at få spartlet lofterne ville have kunnet holde os beskæftiget rigtigt mange timer…

Badeværelserne, som vi har købt hos en ekstern leverandør blev leveret i onsdags og er nu sat op. Men hvordan resultatet bliver, har vi svært ved at udtale sig om. Valnød-fronterne som skal laves hos en snedker er ikke færdige endnu, så på badeværelset ovenpå sidder der blot de åbne skabe og venter på låger og skuffer. Terasso-pladerne til førstesalen ligger sikkert emballeret på stuegulvet – man slæber ikke lige 100 kg plade op af en stige – så det må vente til trappen er monteret. Skabene i badeværelset nedenunder er sat op – men ak – granitten var lige 20 cm for kort. Selvom tømreren og jeg blev enige om, at der bare skulle monteres en granit-strækker, valgte leverandøren at tage pladen med igen, og vender tilbage med én i de rigtige mål om nogle dage.

Vi har monteret det vigtigste i vores midlertidige bolig: En nedtællingsseddel, som vi trofast klipper en bid af hver eneste dag. Vi er stillet i udsigt, at kunne flytte ind den 16. maj – så i skrivende stund er der 22 dage tilbage i de 30 m2 som efterhånden begynder at ”stramme noget over skuldrene på vores lille familie”

Der er nye billeder i albummet. :)

torsdag, april 13, 2006

Påskestatus

Endnu en gang har vi kunnet byde murerne velkomne på gården. Nu skal der nemlig mures ydervægge. Vi har været meget spændt på at se farven på stenene – én ting er at sidde i en udstilling og vælge dem – noget helt andet er at se dem i de rette omgivelser. Der er blevet muret ca 1 meter op – og indtil nu ser det rigtig godt ud.

Desværre har det ligget meget stille på tømrer-siden. Vores køkken ankom endelig mandag – men ak – det står stadig i papkasser i køkkenet – så vi må holde spændingen ud til efter påske.

Imens vi venter på at helligdagene går og arbejdet går i gang igen, kan vi muntre os med lidt oprydning. Vi fik en god rabat fra Frydkjær for at stå for oprydningen på byggepladsen selv. Desværre er det lidt mere omfangsrigt end vi havde regnet med. De fleste af håndværkerne er rigtigt gode til at sortere deres affald – men alligevel hober der sig bjerge af gips, rockwool og søm op – i én skøn blanding. Det var godt vi købte en trailer da vi flyttede herud – og den bliver brugt!

søndag, april 09, 2006

Endelig en opdatering

Der har bestemt ikke været stille på byggepladsen de sidste uger… tværtimod. Vi har derimod været fraværende en del dage.

Tømrerne knokler videre med skillevægge på 1.sal og er snart færdige. Flisemurerne er blevet færdige med klinker og fliser. De har lavet et rigtigt flot arbejde. Vi er meget begejstret for resultatet. Vi har fået væggen i gæstebadeværelset bygget i glasbyggesten og det ser rigtig godt ud. Vi valgte en røgfarvet glassten og det har vi bestemt ikke fortrudt. Det giver et meget flot lys i rummet.

I morgen starter murerne på ydermure og tømrerne går i gang med køkken og gulve inden længe.

Der er nye billeder i albummet, under april :)